Skånsom hugst

Som også skrevet under på siden med økonomi, skal der aktivt udføres nogle tiltag for at sikre skovens trivsel, når der engageres entreprenører til hugst.

Entreprenørens mest indbringende metode er at gå ind med sine maskiner, og tage al underskov med sig. Det gør operationen nemmere og hurtigere, og giver lidt mere volumen til flisværkerne.

Det giver en marginalt større indtægt ved afregningen, men det giver derefter nogle omkostninger bagefter: Skoven er helt væk, og du skal derfor investere i genrejsning. Skovloven giver ikke mulighed for rydning af skov uden at genplante den, med mindre du etablerer et tilsvarende område et andet sted. Dette giver ikke skovrejsningsstøtte.

 

I min optik, og i de fleste mindre skovejeres optik, er den største omkostning dog det store tab af herlighed, når skoven og det tilhørende økosystem er forsvundet. At der evt. efterlades et træ med en spætterede hjælper for øvrigt ikke. Spætten kommer aldrig tilbage til det træ.

Jeg kan arrangere en meget skånsom plukhugst, hvor der kun tages udvalgte træer ud, og hvor underskoven selv kan lukke de nye huller. Du vil kende dækningsbidraget på forhånd, og jeg sikrer at en eventuel entreprenør overholder sine forpligtelser. 

Ligeledes kan jeg sikre at din skov fremadrettet er robust, f.eks. hvis en del af træerne vil være økonomisk hugstmodne om nogle få år. At planlægge en god underskov er langt billigere (og hurtigere) end at plante en ny skov efter renafdriften.

Vildtpleje og varieret skov

For en mindre skov har jagten ringe økonomisk betydning, men den kan prioriteres til at give store glæder for skovejeren og gæsterne.

Gennemgang af området vil åbne op for hvilke tiltag som kan give gode forhold for både vildt og jæger. Og det giver desuden en sund og smuk skov som passer til ejendommen.

Skånsom tynding

Lysningerne giver muligheder for underskoven til at udvikle sig til krat og nye træer. Krattet giver ly for vildtet. Stammer af god kvalitet kan udtages til salg. Ringe kvalitet kan blive i skoven til gavn for skovklimaet, evt. kan større elementer anvendes til flis mv.